
Lyd til liv og død
Laboratoriet Lydhed er et lydkollektiv, der udvikler specialdesignede lydredskaber, og omsorgsværktøj, til livets mest sårbare tilstande.
“Art is decorating space
Music is decorating time”
– Jean Michel Basquiat
Laboratoriet Lydhed
Siden 2019 har vi udviklet unikke tilgange til funktionel musik og lyddesign i samarbejde med hospitaler, forskere og kunstnere. Vores virke forener moderne lydteknologi, psykoakustik og atmosfæredesign med sundhedsfaglig viden – for at skabe funktionelle audioredskaber og lyduniverser, der lindrer, omslutter og støtter.
Vi arbejder med lyd som rituel, sensorisk og klinisk kraft. Fra ambient design og akusmatisk musik til biofoniske og geofoniske soundscapes – alt med fokus på nærhed.
Vi skaber lydrejser og atmosfærer, der giver plads til ro, refleksion og nærvær. Det er vores mission at bidrage med lyd som aktiv medspiller i behandlingsrum, ceremonier og personlige mindelandskaber – og tilbyde redskaber til både patienter, pårørende og personale.
Lydhed introducerer nu lydrejsen lysløs, vores nyeste lydredskab udviklet i laboratoriets eksperimenterende og videnskabeligt funderede tilgang til lyd og perception.
Et ritual til sorg
lysløs er et ritual og en lydrejse til sorg, udviklet med fokus på at støtte der, hvor den største sorg indtræder – hos forældre, der mister deres børn. Projektet er støttet af Region Midtjylland, og viderefører erfaringer fra tidligere processer, og arbejdet med funktionelle lydredskaber til fødsler og barsel.
Hvor disse fokuserede på et livs begyndelse, den fødendes velbefindende og fagpersonalets arbejdsgange, er lysløs skabt mere specifikt til sorgens chok og eksistentielle tomrum. Traumet at miste et barn, er heldigvis de færreste forundt, dog mister i gennemsnit 200 par et barn om året, alene i Region Midtjylland.
Sorgen er ikke alene i denne komplekse følelsesproces, og skyld, skam, fortabthed, modløshed og uretfærdighed, væves også ind i sorgens sjal. Bruddet på naturens rækkefølge, og det, måske aldrig at møde dette lille nye menneske, og derved ikke have minder sammen, understreges også igennem forskning og klinisk praksis, som værende en af de mest komplekse, og altomvæltende, oplevelser i et menneskeliv.
Laboratoriet Lydhed ser det derfor som en magtpålæggende, og nødvendig opgave, at udvikle hjælpsomme redskaber, og ritualer, der sanseligt og fysiologisk støtter mennesker igennem kroppens naturlige afskedsproces – sorgen.


Kompositionen er udformet som et akusmatisk lydritual, en binaural lydrejse, der trækker lytteren dybt ind i altomsluttende verden af naturlyde, klassisk kor- og ensemblemusik, og elektroakustiske droneflader. Tilsammen danner dette en oplevelse af bevægelse. Fra det kendte, og kulturen, ud i naturen, og ind i det overnaturlige og eksistentielle. Værket søger at guide lytteren mod en transcendent tilstand, en oplevelse af komplet omsluttethed og nærvær, som dyb meditation, der åbner for følelser af noget større, det usigelige, det indre.
lysløs er designet til at støtte sorgens faser, og følger sorgpsykologiens bølgebevægelser igennem tospors-modellen, der veksler mellem intensitetsopbygning og forløsning. Som massage af en øm muskel, der også kun er virksomt ved skiftevis øget tryk og forløsning. Den lysløse og imaginære rejse lytteren oplever undervejs, er fuldendt subjektivt, og skal fungere som dennes personlige mindelandskab, et privat helle, et sted man kan besøge, forlade og genbesøge, ved behov, og som kan blive ankerplads, for minder som måske aldrig var.
lysløs er udviklet med afsæt og inspiration i en række audiovidenskabelige greb:
ASMR, EMDR, Entraiment, Infrasonic therapy, Melodic Implication-Realization, Omslutning, Neuroakustik, Punktfrekvensbaseret lydterapi, Psykoakustik, auditiv vagusnerve stimuli etc.

En lydrejse til sorg og minder
Vi anbefaler at lysløs opleves igennem et over-ear hifi-headset eller 3D kompatibelt headset / in-ears, i samvirke med mørkebriller, gerne med ”kopper” der giver mulighed for at have øjnene åbne, uden at mørket brydes.
“Lad øre vågne mens øjne drømmer”
Lydhed benytter flere hemmelige steder rundt om i landet, specielt udvalgt for deres biofoniske og geofoniske soundscape-kvaliteter. Det er særligt de store skove i Jylland, og den uberørte og stille natur, omkring Møns nordøstkyst, der har fundet vej igennem kollektivets mikrofoner de seneste år.
Det starter altid i naturen.


Produktionen af lysløs har taget mere end 2 år, krævet tusindvis af timers arbejde. Fra ideplan og udvikling til design og optagelse, produktion af grunddroneflader, optagelser af vokalsolist, utallige soundscape og feltoptagelser i hele Danmark, korsymfonisk udvikling og komposition, optagelser af instrumentalister og kor. Og så den minutiøse, og til tider barske, elektro-kompositoriske arbejdsproces, hvor alt samles, formes, transformeres, samskrives og afstemmes til et fælles univers. Inden det først der kunne redigeres, mixes og mastereres.






Hvordan optager man den perfekte lyd af siv, der svajer i vinden? Eller traner der migrærer på deres vej længere mod nord? Spørg man Kåre Wulff, handler det om tålmodighed, og om mere tålmodighed. Om altid at have udstyret parat, og bryder op midt i måltider, som det første om morgenen, eller det sidste om aftenen, eller springe ud af sengen midt op natten for af fange torden, regn eller den rette vind.



Beroligende lyd og musik aktiverer hjernens følelsescentre, og vores parasympatiske nervesystem, som ved rettes stimuli, kan bidrage til styrket ro, nærvær og lindring.
Hos Laboratoriet Lydhed bruger vi specialdesignet lyd og musik som en omsorgsfuld ramme. En tilgang, og et redskab, til at hjælpe mennesker i svære mentale og fysiske situationer.
Ikke som en kur mod bestemte følelser, eller tilstande, men som en støtte og ledsager.
For midt i det, der ikke kan fikses, kan der findes noget, der føles. Og det begynder med lyd.

Simon Erdmann
Cand.IT med speciale i Audio Design. Simon er teknisk ansvarlig i Lydhed, og står for udvikling af hardware løsninger, dronekompositioner og elektroakustisk syntese skabt igennem et hjemmebygget euroracksystem. Simons dybe fokus er lydens taktilitet og findetalje, der ved rette brug kan aktivere dyb lytning, og forstærke lytterens oplevelse af musikkens temporalitet.
simon@lydhed.dk
+45 40 87 40 79

Kristina Lilleskov
PBA i Audio Design & Cand. Musicae med speciale i Cinematisk Komposition. Kristina er ledende komponist i Laboratoriet Lydhed, og med 10 års erfaring som tonemester og lyddesigner, sikrer Kristina kollektivets produktioners cinematiske kvaliteter og mangfoldighed. Hun arbejder med de flerfarvede følelser, og ønsker at drage lytteren dybt ind i en indre visuel verden, der hvor fantasien leder lyset og drømmene vækkes.
kristina@lydhed.dk
+45 21 56 89 50

Kåre Wulff
PBA i Audio Design, proces- og læringsdesigner og initiator for Laboratoriet Lydhed.
Kåre har, med sine mere end 15 års erfaring som udvikler og projektleder, ansvaret for kollektivets store strømninger og innovative virke. Et minutiøst krav om fines, æstetik og kvalitet driver hans praksis, der spænder vidt: fra festival udvikling og afvikling, undervisning og læringsdesign, samt en bred vifte af kunstneriskudfoldelse.
kaare@lydhed.dk
+45 29 66 89 50
